STENBRUDDET
The Lime Quarry: Hard Labour and the Island University
Det blændende hvide stenbrud, hvor Mandela og hans medfanger sled, blev mod alle odds et sted for hemmelig undervisning, som de kaldte universitetet.
Check dates and availability ↗År med meningsløst, straffende slid
Ikke langt fra fængslet ligger kalkstenbruddet, et skærende hvidt sår i øen, hvor de politiske fanger fra Sektion B blev sat i arbejde i årevis. Fra midten af 1960'erne blev Mandela og hans medfanger marcheret ud for at hugge kalksten ud af klippevæggen, knuse og flytte sten under sol og vind. Meget af arbejdet var bevidst uden formål — hensigten var straf og nedbrydning af sjælen snarere end noget nyttigt udbytte. Det var opslidende, monotont arbejde, der med tiden skadede kroppene. På ørundvisningen er stenbruddet et nøglepunkt, og synet af den rå hvide flade, hvor disse mænd tilbragte så mange timer, gør pludselig det abstrakte ved hårdt arbejde fysisk konkret.
Det blændende lys, der skadede Mandelas øjne
Stenbruddets hvide kalksten var ikke bare udmattende at arbejde i; den var farlig for øjnene. Sollys blev kastet tilbage fra den lyse sten i et voldsomt, konstant blændende lys, og fangerne blev længe nægtet beskyttelsesbriller trods gentagne anmodninger. Skaderne var varige. Det er bredt rapporteret, at Mandelas tårekanaler og syn blev skadet af de år i stenbruddet — en skade, der nogle gange nævnes som årsagen til, at han senere afskyede pressefotografernes blitzende kameraer. Det er blandt de detaljer, guider ofte deler, og det rammer hårdt: en almindelig egenskab ved en arbejdsplads, stenens lysstyrke, forvandlet til et instrument for langsom skade. Stenbruddet står i dag som et monument over netop den slags stille, nedslidende grusomhed.
Robben Islands Universitet
Og alligevel blev stenbruddet noget, dets skabere aldrig havde tænkt sig. I de påtvungne timer sammen, uden for celleblokkens tætteste overvågning, begyndte fangerne at undervise hinanden — de videregav historie, politik, jura, sprog og litteratur fra dem, der kendte et emne, til dem, der ikke gjorde. Med tiden voksede dette uformelle undervisningssystem sig så organiseret og seriøst, at mændene med tør stolthed begyndte at kalde det 'universitetet' eller Robben Islands Universitet. Stenbruddet, et sted ment til at bryde dem ned, blev et klasseværelse, der byggede dem op. Det er en af de mest bemærkelsesværdige vendinger i hele øens historie: hårdt arbejde forvandlet til fælles uddannelse, og straf vendt til forberedelse på det lederskab, mange senere skulle påtage sig.
En hule, en debat, et pensum
Beretninger fra stenbrudsårene beskriver en lille hule eller fordybning i klippevæggen, der tjente som ly og efter mange fortællinger som universitetets uformelle hjerte — et sted at spise, tale sammen og diskutere idéer uden for fangevogternes umiddelbare rækkevidde. Her blev politiske uenigheder debatteret, strategier afvejet og viden delt på tværs af bevægelsens fraktioner. Undervisningen var ikke blot akademisk; det var her, en mangfoldig og til tider splittet gruppe fanger hamrede fælles forståelser ud, som ville få enorm betydning, da tiden kom til at forhandle. At et slags pensum og en kultur for streng debat kunne slå rod i et straffestenbrud vidner om den disciplin og fantasi, de indsatte besad.
Stendyngen
Nær stenbruddet får besøgende ofte vist en varde — en beskeden dynge sten. Ifølge en velkendt beretning blev den påbegyndt af Mandela under et genbesøg på øen efter apartheidens afslutning, hvor tidligere fanger vendte tilbage sammen og hver lagde en sten, så der opstod et lille monument over det, de havde udstået og opnået. Uanset den præcise oprindelse er varden blevet et stille stærkt symbol ved stenbruddet: en ubemærkelig stendynge, der står for solidaritet, erindring og overlevelse. Guider peger som regel på den, og den udgør et rammende modstykke til selve stenbruddets hvide ar — den samme sten, der engang var et redskab til straf, samlet bagefter til et mærke for triumf.
At se stenbruddet på dit besøg
Stenbruddet er et af de faste stop på øens busrundtur, som ligger før fængselsvandringen, så du vil typisk se det fra vejen og høre dets historie fra øens guide frem for selv at arbejde i klippen. At vide, hvad du ser på, forvandler stoppet. Uden kontekst er det blot en hvid grav; med den er det stedet, hvor Mandelas øjne blev skadet, og hvor University of Robben Island stille og roligt samledes. Forbind det i dit sind med cellen, du senere vil se i Sektion B, og de to steder fortæller hele historien sammen — det arbejde, der skulle knække disse mænd, og den vilje, hvormed de nægtede at lade sig knække. Det er blandt de mest gribende få minutter på hele turen.